Om Cirkelines Æske

Cirkelines Æske er en genbrugsbutik der henvender sig til børn fra 0 – 14 år. Vi sælger blandt andet tøj, sko, møbler, spil og legetøj. Alt vi får doneret, bliver testet og afprøvet, renset, vasket og klargjort på bedste måde. Vi sælger kun ting, som fungerer samt tøj, som vi selv ville lade vores børn gå i.
Alt der sælges i butikken er blevet doneret til os.

Cirkelines Æske drives ved hjælp af ca. 20 frivillige medarbejdere, samt leder. Lederen tager sig af de frivillige, praktikforløb og samarbejdsaftaler med Københavns Kommune, m.fl.

Butikken driver også “Cirkeline Strik” og “Cirkeline Redesign”.
En masse frivillige damer mødes én gang i måneden for at strikke i butikken. De strikker også hjemme og leverer løbende mange flotte kreationer til salg i butikken. Vores Redesign produkter kommer fra forskelligt genbrugsstof. Det bliver blandt andet til små dukkelifter, hagesmækker og tasker, mm.

Butikken blev startet i 2010, på initiativ af Kontaktcenter Klippen på Vesterbro. Formålet har hele tiden været at skabe et overskud til at hjælpe hjemløse og misbrugere på fode igen. Hjælpen formidles blandt andet til de personer, der via Klippen kommer i behandling.

Klippen er et socialt arbejde i Københavns Kommune, hvor blandt andet hjemløse, alkoholikere og stofmisbrugere kan komme og have en hyggelig aften i trygge rammer, få støtte og hjælp til livet samt gratis mad og drikke – og evt. varmt tøj og en sovepose. Klippen har eksisteret i mere end 30 år.
Klippen driver værested samt et Kørselsteam, der hver eneste uge laver opsøgende gadeplansarbejde på 4-8 forskellige pladser rundt i København. Pr. uge har Klippen kontakt til 150-200 forskellige udsatte.
Læs mere på: www.klippen.org

Vort overskud
Overskuddet fra Cirkelines Æske går til at hjælpe hjemløse og misbrugere på fode igen.
Butikken støtter blandt andet mennesker, som ellers ikke vil have mulighed for at komme i døgnbehandling samt alle dem, som samfundet har opgivet alt håb om at hjælpe.

Teen Challenge
Klippen og Cirkelines Æske er begge tilknyttet den danske- og verdensomspændende, kristne organisation Teen Challenge.